Ved kirkerne i Sønderjylland er der næsten uden undtagelse rejst mindesten over de faldne i 1. Verdenskrig. Således også i Hellevad. Men hvad er baggrunden for og ideen i disse mindesmærker? Det vil vi beskæftige os med i det følgende, idet vi dog begrænser os til at beskrive og forsøge at forstå det lokale mindesmærke i Hellevad.

Mindestenen fra 1921

Hellevad har mere end én mindesten. På kirkegården blev der så tidligt som i 1921 ved menighedsrådets foranstaltning rejst en af slagsen. Afsløringen skete den 26. juni ved den konstituerede sognepræst I.V.R. Fauerholt. Stenen var fundet på gårdejer Wagners mark i Goldbæk. Stenhuggerarbejdet blev udført af stenhugger Madsen, Rødekro.

Der har ikke kunnet skaffes oplysning om, hvor på kirkegården stenen oprindelig var placeret, den en nemlig siden flyttet ind i våbenhuset, men mon ikke den har stået enten nær ved kirkens indgang i kirkegårdens vestlige ende med front mod øst eller ved korets sydøstlige hjørne? Hvis det sidste er tilfældet, har den side, der bærer indskriften, været orienteret mod syd. På et foto i Sprogforeningens almanak for 1931 ser man nemlig buskads og træer bag stenen og åbent landskab i baggrunden. Kirkegårdens dige er skjult bag buskadset.

Der er tale om en smuk, slank granitsten, 250 cm høj og ca. 110 cm. bred. Den ene side er hugget plan, så den yder plads for en inskription, der fylder hele siden.

Øverst, under en buet palmegren, der følger stenens runding for oven, står årstallene

1914-1918.

Derunder følger denne tekst:

”MINDE OVER VORE

FALDNE I VERDENSKRIGEN”

Nedenfor kommer så navnene på 25 faldne, og nederst står der:

”HELLEVAD MENIGHED REJSTE DENNE STEN”

De faldnes navne er fordelt på de fire landsbyer Hellevad, Hydevad, Klovtoft og Ørslev. De faldne anføres linjevis med navn, alder, dødsdato og år samt landet, hvor vedkommende faldt.

De to yngste var 17 år, de to ældste 39 og 40, de fleste var i begyndelsen af tyverne. Gennemsnitsalderen var godt 23 år. De to på sytten faldt i krigens sidste år. Da var man altså begyndt at indkalde store drenge til krigstjeneste. De fleste faldt i Frankrig, nemlig nitten. Tre faldt i Rusland, en i Belgien, en i Bulgarien og en i Tyskland.

Med hensyn til antallet af faldne fra sognet er der den krølle på det, at der mangler to navne. Peter Maasbøls navn er, uvist af hvilken grund, ikke kommet med, Hvad angår Niels J. Dau fra Svejlund, der faldt i Frankrig i 1916, kan udeladelsen skyldes, at hans forældre, ifølge en slægtning, fhv. malermester Andreas Schulz, Hellevad, flyttede fra sognet før genforeningen. Niels J. Daus minde er dog bevaret på en sten i Dybbøl, hvortil forældrene flyttede.

Nu stiller vi så spørgsmålet om bevæggrunden til at rejse en sådan mindesten. Hvordan skal den forstås? Svaret ligger lige for. De faldne fandt deres grav på slagmarken, de blev ikke, som i vore dage, bragt hjem i ligposer for at blive behørigt begravet på kirkegården derhjemme. Men de sørgende forældre, den eventuelle ægtefælle eller kæreste, børn, søskende og venner havde naturligvis behov for at have et sted at gå hen at lægge en buket blomster. Mennesker, der har prøvet at miste en af de kære, ved, at det har stor betydning for bearbejdelsen af sorgen at have et gravsted at dvæle ved. Mindestenen gav de efterladte en erstatning for en personlig gravsten. Stenen er altså i første række at forstå som en gravsten, om end en fælles. Derfor er mindestenen placeret på kirkegården henholdsvis i kirken og ikke i en ”verdslig” mindelund andetsteds.

Men svaret er ikke tilstrækkeligt, for stenen er ikke rejst af de faldnes familier, men af Hellevad Menighed. Det er naturligvis begrundet i det store antal døde. Det var mange familier, der var ramt. 27 unge og yngre mænd døde i løbet af krigens fire år betyder, at praktisk taget alle i sognet var berørt. Det gjorde mindet til en fælles sag.

Så er der den klare reference til verdenskrigen. Den løfter unægtelig en gravsten op i en anden sfære. Hvad ligger der i det? Stenen har helt klart ikke karakter af national manifestation, som krigsmindesmærker normalt har. Der var den gode grund til ikke at lave en national manifestation, at befolkningen nationalt var delt i et dansk flertal og et tysk mindretal.

Men at stenen har med fællesskabet at gøre, er ganske klart. Netop i kirkelig sammenhæng har man fundet det relevant at udtrykke den tanke, at sorgen over at miste er den samme, hvad enten man har den ene eller den anden nationale orientering, eller man er nationalt indifferent, hvad en del ganske givet har været. Den kristne kirkes fællesskab rækker jo dog ud over alle grænser, holdningsmæssige såvel som nationale. Man må antage, at initiativtagerne, efter en tid med national kamp, til alt held dog kun med ord og stemmesedler, har følt et behov for at nedtone den nationale spænding og manifestere fællesskabet i det lokale samfund. Man skulle jo leve som naboer til daglig. Jeg indrømmer, at jeg ikke bygger denne tolkning på skriftlige eller mundtlige kilder, den er mit forsøg på at forstå, hvad de gjorde dengang.

Mindelunden fra 1935 *)

Den samme bestræbelse ligger muligvis bag ved flytningen af stenen til den fremtrædende plads i våbenhuset i 1935 og den ved samme lejlighed gennemførte anlæggelse af den ganske store mindelund øst for koret. Det kan ellers undre, at man iværksætter en så kraftig opgradering 17 år efter krigens afslutning, men man må huske, at det skete på et tidspunkt, da nazisterne var kommet til magten i Tyskland, og den nationale og ideologiske spænding var stærkt tiltagende i Sønderjylland.

Initiativtagerne, der vel må findes i kredsen omkring præsten og menighedsrådet, og som måske blev hjulpet på vej af ”Foreningen af sønderjyske krigsbeskadigede og faldnes efterladte”, hvis lokale medlemmer ifølge den nu 85-årige Johannes Brock, Svejlund, skal have hjulpet med opfyldning af arealet for at gøre det brugbart til formålet, må have følt et behov for at markere det lokale fællesskab og nedtone den nationale og ideologiske spænding. FSKFE´s lokale medlemmer var blandt andre Jacob Brock, Svejlund, Hans Nissen Christensen, Klovtoft, Andreas Terp, Klovtoft og Andreas Terp, Hellevad.

Ved mindelundens indvielse medvirkede Brandværnsorkestret i øvrigt, hvilket bekræfter, at indvielsesfesten var arrangeret som en stor, fælles begivenhed i sognet.

Mindelunden er anlagt således, at der midt i den halvkreds, der afgrænser den grusbelagte plads mod nord står en stor, smuk, utilhugget granitsten, lidt buttet, øverst prydet af et kors og neden under forsynet med følgende indskrift:

”Lad Korset staa som Tegnet

velsignet den som segned

i Verdens store Krig

1914-1918

Hellevad Menighed rejste dette Minde”

På hver side af den store sten er halvkredsen så udfyldt med to gange tolv små individuelle mindesten for hver af de faldne med de samme oplysninger som på den fælles mindesten, der altså nu står i våbenhuset. Det må dog her indskydes, at de to brødre Chresten og Magdalus Christensen fra Klovtoft deler en sten. Derfor kun 24 i alt.

Mindelunden ligger som nævnt lige øst for kirken på et areal, hvor grundvandet stod højt, kirken ligger jo på engen, tæt ved Surbækken. Arealet var af denne årsag ikke egnet til gravpladser, men det var til gengæld udmærket egnet til en mindelund. Mindelunden sætter i kraft af placeringen og størrelsen et markant præg på kirkegårdens helhed.

Der er allerede i 1989 som led i en langsigtet plan for kirkegårdens udvikling truffet beslutning om at flytte mindeanlægget til ”den nye kirkegård”, der blev anlagt øst for Skolegade i 1916, og som nu i forbindelse med en nødvendig tilpasning af det samlede kirkegårdsanlægs størrelse og kapacitet på længere sigt gradvis omdannes til et smukt og værdigt mindeanlæg.

Området for mindelunden øst for kirken vil, efter yderligere opfyldning, nu kunne anvendes til gravpladser, idet grundvandsstanden for mange år siden blev sænket i forbindelse med reguleringen af Surbækken.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at der i forlængelse af halvkredsen, nærmest ved korets sydøstlige hjørne, nu står en mindesten over den unge modstandsmand Jes Peter Asmussen, der døde i koncentrationslejren Neuengamme. Stenens indskrift lyder:

”Minde om

Jes Peter Asmussen,

* i Hellevad d. 28.4 1919

d. (kors) for Danmark i Koncentrationslejren

Neuengamme d. 17.12 1944

Kæmp for alt, hvad du har kært … (osv. verset ud)

Rejst af unge i Hellevad Sogn.”

Stenen adskiller sig ved sin størrelse fra stenene over de faldne i 1. Verdenskrig; den er betydeligt større. Den er også et fremmedelement i sammenhængen rent idemæssigt, den repræsenterer tydeligt et andet syn på forholdet mellem kristendommen og det nationale. Kærlighed til fædrelandet går her glimrende sammen med kristendommen, og i den nationale og ideologiske kamp gælder det om at tage stilling og sætte sig selv ind. Det er en anden kristendomstype, men jo altså også en anden tid og en anden situation. Der var unægtelig sket et og anden i tiåret mellem 1935 og 1945.

Årlig mindehøjtidelighed holdes i hævd

Sognets sidste veteran fra krigen, Jørgen Brodersen, døde juledag 1996, 97 år gammel. Men selv om den sidste krigsdeltager altså er afgået ved døden for en halv snes år siden, holder vi stadig, snart 90 år efter krigens afslutning, hvert år en lille højtidelighed i mindelunden.

Formålet hermed kan naturligvis ikke være at tale trøst til de sørgende, for de er for længst døde. Fra tid til anden drøfter vi faktisk, om der stadig er mening i at fastholde den tradition. Indtil nu har vi i menighedsrådet været enige om, at det er der. Det er jo en kendsgerning, at de afdødes slægter stadig findes i sognet, alle kender navnene: Jessen, Schulz, Nissen, Petersen, Callesen osv., og bevidstheden om, at slægten mistede et medlem i krigen, er stadig levende.

Dertil kommer, at det er en udmærket anledning til at formidle et vigtigt stykke af vores omstridte grænse-landsdels særlige historie til den opvoksende slægt. Landsdelens tid under tysk styre er jo baggrunden for, at ca. 5.270 sønderjyder faldt i en krig, som det neutrale Danmark ikke deltog i. De unge bør kende årstallene 1864 med den tabte krig og Preussens efterfølgende annektering af hele det historiske Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen og 1920 med afstemningen, der medførte, at den nordlige del, den del, som vi i dag kalder Sønderjylland, vendte tilbage til Danmark. Dette var, som det er læserne bekendt, en lykkelig følge af Tysklands nederlag i verdenskrigen.

Dette stykke af Sønderjyllands bevægede historie giver mindehøjtideligheden os en anledning til at fortælle videre, ikke nødvendigvis i den tale, som holdes ved den lejlighed, men børn og unge vil vel spørge de voksne om baggrunden for og meningen med det, vi foretager os på Hellevad Kirkegård Allehelgens søndag, og så skal vi gerne kunne give et fyldestgørende svar.

Højtideligheden holdes, som læseren vil forstå, ikke på våbenstilstandsdagen den 11. november, men i forbindelse med gudstjenesten Alle Helgens Søndag, hvor vi i kirken oplæser navnene på dem, der er døde i det sidste år.

Højtideligheden ude i mindelunden i forlængelse af gudstjenesten foregår som følger: Sognepræsten holder en ganske kort tale, der nedlægges en krans ved den centrale mindesten, vi beder Fadervor, og til slut synger vi salmen ”Nu takker alle Gud”, inden vi går hver til sit, mens der ringes med kirkeklokken.

Hvor længe traditionen skal fastholdes, må afhænge af den næste generation.

*) Mindelunden er i forbindelse med en omlægning af Hellevads kirkegårde i 2008 flyttet til "Den nye Kirkegård" på den østlige side af Skolegade.